Zonta Julemarked
Zonta byder traditionen tro indenfor til et hyggeligt og anderledes julemarked i Byens Hus i Hellerup.
I boderne finder du lækkert strik, fristende delikatesser, keramik, juledekorationer, værtindegaver, kalendergaver, lotteri for både børn og voksne – og meget mere!
Du kan nyde et glas gløgg, en kop kaffe eller lidt saftevand, mens du går på opdagelse blandt de mange boder fyldt med alt, hvad hjertet begærer til julens hygge. Børnene kan slippe kreativiteten løs i klippe-klistre-hjørnet, hvor der i år også kan pyntes lygteglas med fyrfadslys, mens I guffer kage, boller eller kardemommesnurrer.
Overskuddet går til Mødrehjælpens Julehjælp og Zontas arbejde for kvinder og piger verden over – for en verden med ligestilling, uddannelse og frihed fra vold.
Kom og vær med til at skabe julestemning for en god sag!