Vikingernes efterår på Vikingeskibsmuseet
Oplev vikingernes efterår både ude og inde, når bål og vikingetelte fylder Strandengen, hvor vikingeskibene ligger til kaj, hjemvendt fra togt. Hjælp vikingerne med at gøre klar til den kolde vinter ved at bygge både og bage "vikingekiks" over bål eller træn til næste sejlads. Lær at kaste med fortøjningsreb eller kæmp som en viking med sværd. Vis dit mod for guden Tyr og hjælp ham med at genfinde sit tabte mod ved at løse en række opgaver.
Gå ombord i det imponerende langskib 'Havhingsten fra Glendalough', verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib på hele 30 meter og lyt med, når der fortælles historier om de nordiske guders magiske skibe. Hør, hvordan man i dag bygger nye vikingeskibe og lærer vikingernes levemåder bedre at kende ved at sejle i dem.
Gå selv på opdagelse i det omfangsrige program for både børn og voksne på Vikingeskibsmuseets hjemmeside.