48 Timer Festival
48TIMER Festival forvandler Nørrebro til én stor, levende kulturfestival. I løbet af 48 timer fyldes bydelen med kunst, musik, performances og unikke oplevelser, skabt af lokale kunstnere, foreninger, erhvervsdrivende og ildsjæle.
Festivalen inviterer både københavnere og besøgende indenfor til alt det personlige, nørdede og skæve, som gør Nørrebro helt særlig. Gader, pladser, butikker og parker bliver scenen for et mangfoldigt program, der kan opleves af alle.
Siden starten i 2012 er 48TIMER Festival vokset til at samle næsten 20.000 gæster og mere end 50 kulturarrangementer. Festivalen skabes i samarbejde mellem Nørrebros kulturhuse og de mange lokale aktører og frivillige – og er en hyldest til fællesskab, kreativitet og byliv.